Frøbjerg Festspil

Open air musical - Friluftsspil 

Frøbjerg Festspil er en levende forening året rundt og nok mest kendt for sine sommerspil. Frøbjerg Festspil er også Samlings- og Kulturhus, og Musicalskolen og Ungdomsteateret, en selvstændg forening, som er udsprunget af Frøbjerg Festspil. Frøbjerg Koret er nu også en selvstændig enhed med tilknytning til Frøbjerg Festspil. 

Frøbjerg Festspil blev etableret i 1984 af en gruppe entusiastiske mennesker, som ønskede at genoptage traditionen for friluftsteater på den fynske bavnehøj. Ideen var at skabe et egns-spil i midten af den storslåede natur. 
Egnsspillet udviklede sig hurtigt til at være et friluftsspil med syngespil og musicals på programmet.

Blot to år efter begyndelsen var den første forestilling en realitet, og en skare af frivillige og skuespillere tog imod publikum med ”Røverne fra Vissenbjerg”, skrevet af instruktøren Erik Bent Svendlund. 

En forening med vokseværk

Hvert sommer i august valfarter 15-25.000 mennesker til Frøbjerg Baunehøj for at se en musical på et smukt beliggende friluftsteater med højt til loftet. 

Den første forestilling blev set af 5000 publikummer. Siden da er antallet af besøgende næsten 5-doblet, da mange gladeligt kommer igen år efter år. 

Ligesom tilskuertallet er steget gennem årene er antallet af frivillige også vokset. Omkring 150 frivillige er med bag scenen til at få alle funktionerne i forestillingerne til at spille sammen med de omkring 40 skuespillere på scenen. 

Se plakaterne fra de mange forestillinger i tidens løb.

Bavnehøjens historie

Oprindelig blev Bavnehøjen brugt som vor tids mobilmast – til at sende beskeder til nær og fjern. Via et stor bål oppe på toppen var det muligt at varsle folket, hvis fjenden var på vej. Denne funktion blev sidst anvendt under krigen i 1807-1814.

I 1913 blev det 12 hektar store, fredede område etableret som minde- og festplads. Siden har Bavnehøjen været rammen om en række kulturelle arrangementer.

Sommerspil 2017:  Sommer i Tyrol

I Hotel Den Hvide Hest ved Wolfgangsøen i det tyrolske Østrig
udspiller der sig næste sommer en lille, men ikke ubetydelig strid.
Undertøjsfabrikant Møller har opfundet noget helt nyt: undertrøje
og underbukser ud i ét. Men hans konkurrent Sigismund Sülzheimer har kopieret den geniale idé, men med en lille ændring. Møllers model knappes forfra, Sülzheimers derimod bagfra. Og nu vil forknapper Møller helt forbyde Sülzheimers bagknapperi.

Miseren fører forunderligt nok til forførende sang og stormende
forelskelser, hvorved der opstår masser af sød musik. Og midt i det
hele står overtjener Leopold med sin ugengældte kærlighed til den
skrappe kromutter, Josepha.

Persongalleriet er sjovt, skævt og særdeles under...holdende; vi møder bl.a. den sure buksefabrikant Julius V. Møller, hans læspende datter Clara, den pertentlige og næsten hysterisk sparsommelige professor Hinzelmann, den uimodståeligt selvoptagne charmetrold Sigismund Sülzheimer og selveste kejser Franz Joseph II.

Alt dette er krydret med en lang række af kendte og skønne ørehængere såsom “Man kan vel ikke gøre for at man har charme”,
“Ja, ja, ja, nu kommer jeg...”, “I sommersol ved Den hvide hest”,
“Livet er nu engang så...” og “Rigdom har jeg ej” - alle er de med
til at gøre forestillingen til den verdensklassiker, den er blevet.
Det er ikke tilfældigt, at forestillingen i snart 100 år har fyldt teatersale over hele verden. Dejligt fængende musik, nogle gode og sjove figurer og ikke mindst en skøn kærlighedshistorie med det enkle budskab; at kærligheden sejrer trods alt.

Vi ser frem til at omdanne Frøbjerg Bavnehøj til det smukke alpeland, når vi næste sommer blænder op for “Sommer i Tyrol” - glæd jer til denne skønne klassiker på Højen.



 

Åbningstider

Del denne side

Opdateret af:

Udvikling Assens - VisitAssens lsc@udviklingassens.dk
 

Kontakt

Adresse

Frøbjergvej 76A
5560 Aarup

Telefon

+45 64451990

Fakta

  • Type

    • Teater

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 10.107534999
Latitude : 55.335471