Baagø ved Assens

5/25/2020

Baagø

Læs om livet på Baagø lige nu

»Hvorfor kan I ikke bare leve livet, som det er?«
At spadsere ned ad hovedgaden i Baagø by føles lidt som at træde ind i et postkort fra en svunden tid.
Man kan godt leve sit liv i Aarhus og København i den tro, at dette Danmark ikke længere findes, og måske det snart også vil være sandt. I mere end én forstand holder Baagø kun akkurat snuden over vandspejlet. Øens højeste punkt er otte meter over havet, og her er blot 18 beboere tilbage. I en tid hvor vi taler om, at Danmark har været lukket ned, og danskerne lukket inde, skal det vise sig, at Baagø måske netop er et bevis på, at man faktisk kan leve et helt almindeligt liv uden al den staffage, som andre går og savner for tiden.
Her har ikke været skole siden 1986. Her er ingen butikker, caféer, restauranter eller bare en bed & breakfast, der kan lukke. Og her skal der en koordineret indsats til, hvis de 18 beboere skal overtræde forsamlingsforbuddet. Man kan godt falde i snak med nogen, som fortæller, at coronakrisen har forandret deres liv – altså hvis de en gang imellem tager færgen til Fyn. Her på Baagø skal man lede efter forandringerne. Det er noget med, at man lige nu ikke bare går ind hos hinanden, men dog banker på først eller snakker sammen udenfor.
Ellers er livet, som det plejer at være.
Den 82-årige Poul Nielsen svinger sig op i sin grønne Deutz-traktor for at give gæsterne en tur, for ligesom at se den ø, som vi taler om. 10 gårde ligger gavl ved gavl langs hovedgaden med deres kampesten, bindingsværk og hvidkalkede mure. De udgør byen, og de minder om, hvordan Danmark så ud dengang før jordreformerne, som fik bønderne til at flytte gårdene ud i det åbne land. Her er aldrig sket nogen udskiftning, og derfor ligger gårdene der, hvor de har ligget i århundreder med hver en strimmel jord, der danner en stjerne ud fra byen.
For enden af hovedgaden, lige der hvor asfalten hører op, ligger en rød kirke. Baagø er i dag landets mindste sogn, alle 18 indbyggere er medlemmer af folkekirken, og de fleste sidder her da også de 8-10 gange om året, når præsten fra Fyn kommer for at prædike. Poul Nielsens traktor rumler videre ad et hjulspor, og da sporet ender ved øens nordende, hopper han ned, hiver et kort frem og begynder at fortælle historier.
Om den nu forladte ø Brandsø stik mod nord, som engang blev brugt som karantæneø under fortidens epidemier, om det hvide gods Wedellsborg, der skinner i forårslyset derinde på Fyn mod øst, som ejede øen med både gårde og jord helt indtil 1916. Mod vest ligger Årø, hvorfra russiske krigsfanger under Første Verdenskrig flygtede til Baagø over isen. Lige derovre på Årø taler de jysk, forklarer Poul Nielsen på syngende vestfynsk. Her på Baagø føler man sig kun forbundet med Fyn, selv om man ikke ligefrem render derinde hele tiden. Et par gange om måneden tager Poul Nielsen turen over med færgen for at handle.
Men mest af alt har han levet sit liv på Baagø, siden han mødte Ellen-Marie, mejeribestyrerens datter, og i 1966 flyttede med hende hjem til Baagø, hvor gårdene og jorden tilmed var billigere end inde på Fyn. Vi taler lidt om coronasituationen. Poul Nielsen mener ikke, at den virus bider på folk her på øen, men et par turistgrupper har da aflyst deres besøg.
»Men ellers er der intet, der er forandret for mig. Slet ikke faktisk. Jeg lever, præcis som jeg plejer. Hvad skulle jeg da gøre anderledes?«
Dagens gæster vil vide, om det ikke kan blive for stille et liv her på øen. Njøøø. Nogle ville nok komme til at kede sig. Men sådan har han nu aldrig haft det. Ikke så længe der sejler en færge hver dag. Poul Nielsen slår ud med armen og spørger, om vi kan se, hvor velholdte alle gårdene er? Jorden er god her. Rigtig god. Og så købte de billigt af greven – derfor er der ikke ret meget gæld på øen.
En coronaperfekt ø
I en lade bag et stuehus på hovedgaden kan man finde Preben Simonsen, der ligger halvt ned over sin John Deer- mejetærsker. Han er 48 år, landmand, fjerde generation på fødegården. Da han voksede op, var der en skole på øen til 5. klasse, 50 mennesker og en del flere gårde i drift.
»Vi er lidt for få nu, det må jeg indrømme,« siger Preben Simonsen, som er enig i, at livet på Bågø ikke har forandret sig ret meget de seneste uger.
Men han kan for tiden ikke komme til lerdueskydning. I sommerhalvåret tager han to gange om ugen sin egen båd over til Fyn for at skyde lerduer, men de aftener er aflyst, og det er et savn. Hvorfor han ville hjem til Bågø efter to år på landbrugsskolen, kan være lidt svært at forklare. Det er som at bo i en familie, men alligevel ikke helt.
»Jeg kan godt lide det der med, at man ikke vælger sine venner efter, om man har samme interesser og den slags. Her er alle med i fællesskabet, uanset hvem du er.«
På øens østlige del ligger en række tidligere husmandssteder. I en have langs grusvejen går den 72-årige Kirsten Christensen og luger ukrudt. Hun retter ryggen, tørrer fingrene og breder armene ud, mens hun forklarer, at Bågø er det perfekte coronasted.
»Jeg kan jo leve, præcis som jeg plejer. Jeg kan stadig gøre, hvad jeg har lyst til.«
Hun forklarer, at hun kun har været i Assens to gange siden jul, altså på mere end fire måneder. Hun handler stort ind, som hun siger, og mangler der noget, kan man få et supermarked inde i Assens til at sætte varerne på færgen. Hun har intet behov for at forlade sin ø, hvor hun flyttede til for 30 år siden med sin mand – han døde for to år siden. I mange år stod hun op kl. 6 for at tage færgen på arbejde på et kontor inde i Assens. Derfor står hun faktisk stadig op kl. 6. Fotografen vil vide, om det ikke bliver nogle meget lange dage alene her? Det lyder i hvert fald som et anderledes liv end hans – 22 år og fra København.
Gå en tur – se på fuglene
Kirsten Christensen smiler. »Jeg har jo min store have. Og så går jeg ture.«
Hvad med vinterdagene, vil fotografen vide. Så kan man læse en bog, siger Kirsten Christensen. Hvad tænker hun om os i Aarhus og København, der bliver frustrerede og rastløse, når samfundet lukker ned under coronakrisen?
»Måske I er lidt forkælede og også forfængelige. Hvorfor kan I ikke bare leve livet, som det er? Og måske opdage nogle andre ting i livet. Gå en tur, se på fuglene,« siger hun og holder en pause.
»Jeg prøver egentlig bare hver dag på at nyde dagen.«
Der er lidt stille, da vi triller videre ad grusvejen mod havnen. Det her er ved at udvikle sig til en slags afklædning, i takt med at vi møder flere helt almindelige danskere, der lever almindelige liv, der er så forskellige fra vores. Hvad er egentlig et almindeligt liv, og hvordan skal man vælge at bruge sine dage med eller uden coronakrise? På havnen står Marianne Mosegaard, tilflytter for 19 år siden, og en af dem, der kan fortælle om at skulle træffe valg. Hun havde ikke forestillet sig, at hun skulle bo på en ø som Baagø. Men så blev hun forelsket – i Preben Simonsen, altså ham med mejetærskeren på hovedgaden.
»Her på øen er jeg sammen med den mand, jeg holder af. Så måtte jeg jo give afkald på nogle andre ting.«
Andre ting var bl.a. et job som køkkenleder, så nu har hun den kiosk på havnen, der åbner senere på måneden – og så tjansen med at dele posten ud. Det er derfor, hun venter på færgen.
Få meter derfra bakker den 48-årige Christina Vandsø Nielsen en rød traktor med en tom anhænger fra færgen. Hun er en af Poul Nielsens tre døtre, og hun vendte tilbage til øen i 1999 for at købe sin fødegård og blive landmand efter 10 år på Fyn og Als. Hun har brugt dagens første timer på at aflevere frilandsgrise på slagteriet. Coronakrisen har påvirket hendes liv, eller i hvert fald er der tankerne om, at hun ikke kan tage færgen, hoppe i sin bil, der står i Assens, og køre til koncert eller på restaurant. Men hun kan lide livet på Baagø, hun var faktisk aldrig i tvivl om, at hun ville hjem.
»Jeg kan godt lide at arbejde for mig selv, og det skal man nok kunne lide for at bo her,« siger hun.
»Jeg synes faktisk, at Baagø er et fantastisk sted, og helt ærligt, så forstår jeg ikke, at der ikke er flere, der vil bo her.«