©  Foto:

Bågø Naturcenter

Midt i Lillebælt ligger den naturskønne ø, Bågø. På øen ligger naturcenteret, som kombinerer en stribe funktioner med appel til naturelskere i alle aldre - skoleklasser, foreninger og turister.

Vores naturcenter på Bågø kombinerer en stribe funktioner med appel til naturelskere i alle aldre - skoleklasser, foreninger og turister. Bågø har med ombygningen af den gamle skole fået en nyskabende kombination af natur(lejr)skole, konferencecenter og vandrehjem - supergode faciliteter til leg, læring, aktivitet og afslapning.

Børn og unge får unikke rammer for deres lejrskoleophold på den lille naturskønne ø i Lillebælt. Firmaer/organisationer, foreninger og private kan leje lokaler til møder og konferencer, og fire spritnye ferieværelser, med plads til fire gæster i hver, kan bookes separat.
Kommunens naturvejleder, Christian, tilbyder aktiviteter for skoler, som f.eks. ø-vandring og bålgourmet.

Seværdigheder på Bågø
Naturen på Bågø er den helt store seværdighed og skal opleves. Øen har et rigt fugleliv takket være store engarealer med indsøer. Klyde, edderfugl, lille præstekrave og fiskehejre er hyppige gæster på øen. Havørn, fiskeørn, blå kærhøg og lærkefalk ses også. Fuglene kan betragtes fra to fugletårne.
På strandengene vokser bl.a. gul snerre, engelskgræs, blåhat, strandmalurt og strandkål. Harer, fasaner og råvildt trives fint. Ud for kysten er der gode chancer for at se sæler og marsvin. Der er gode muligheder for at fiske langs Havørred Fyn fiskepladsen, på øens vestkyst. Øen rummer desuden flere markerede vandrestier. Besøg også Hestestalden, som indeholder en spændende udstilling om Baagøs historie. Derudover skal du besøge stormflodsstenen på det nordøstlige af øen.
Når du ankommer med færgen til Bågø Havn finder du øens eneste indkøbsmulighed, samt cykeludlejning.

Fakta om Baagø
- har ca. 20 beboere
- ligger 5 km nordvest for Assens i Lillebælt
- 2 km på det korte led og 3 km på det lange
- færgeforbindelse (ca. 30 min) fra/til Assens (se færgetider på www.baagoe.info)
- havnekiosk med dagligvarer (åbent 1/6 - 30/8)
- er en del af Assens Kommune

Priser og booking

Fra den 01.07.2019 til 11.08.2019 er der 20 % rabat på alle ferieværelserne. (Gælder ikke rengøring)


For booking se her: 

https://baagoe-naturcenter.bookhus.dk/

 

For mere info om øen og naturvejledningstilbud, kontakt Christian Heller tlf. 24 90 44 64 eller naturvejledning@assens.dk

For mere info om andre naturskønne oplevelser, se mere på http://www.assens.dk/vaer-aktiv/ud-i-naturen/