skip_to_main_content

Museum Vestfyn - Ernst

ERNST
Hos ERNST træder du ind i en anden verden! Engang var ERNST fabrik, butik og bolig for familien Ernst. Sølvvarer, særligt bestik, blev produceret på fabrikken J. Ernst’s Sølvvarefabrik, mens et smukt fabrikanthjem blev opbygget i kulissen til fabrikken.
Fabrikken lukkede i 1955 og her begyndte transformationen mod det museum du ser i dag. Fabrikant Frederik Ernst (1892-1976) var inkarneret samler og udviklede selv både hjemmet og de tidligere fabrikslokaler til at være udstillingssted for bl.a. kunst, møbler, sølv, tin og porcelæn.
I dag kan du som besøgende få en totaloplevelse. Gå gennem fabrikantens stuer og mærk samlerens ånd omsvøbe dig. De mange tusinde genstande udgør et hele med sin helt egen æstetik. Få grundlaget for det hele formidlet i udstillingen om fabrikkens opkomst og fald og nyd roen i fabrikantens Italienske Have.
Du får et ekstra lag på sanseoplevelsen, hvis du downloader app’en Musem Vestfyn, hvor du kan hører historier og facts, som du går gennem udstillingerne. Hør også fabrikanten selv fortælle.

Havestuen
På dage hvor vejret ikke tillader ophold i Frederik Ernsts Have, kan du nyde din medbragte mad i Havestuen. Her kan du også nyde en kop kaffe og læse dagens avis eller bare slappe af. Måske er I en gruppe, som har lyst til at runde museumsbesøget af i hyggelige omgivelser? Så er I velkomne til at benytte Havestuen. Mulighederne er mange – vi håber, at I har lyst til at kikke ind.
Klik her for info og åbningstider.

Appen “Museum Vestfyn”
Når du færdes i udstillingen, har du mulighed for både at lytte- og læse dig til spændende viden om både Frederik Ernst og hans mange genstande. Du skal bare hente den gratis app “Museum Vestfyn” til din telefon. Appen er tilgængelig i både App Store og Google Play. Få hjælp og vejledning i billetsalget.

ERNST omfatter udstillingerne Ernsts Samlinger, Frederik Ernsts Have samt Fabrikken og Fabrikanten.