©  Foto:

Skovpavillonen Assens

Skovpavillonen i Assens, et historisk klenodie, der fortjener opmærksomhed. 

Skovpavillonen udlejes til privatpersoner, foreninger, organisationer samt offentlige og private virksomheder til:
Fester og receptioner * Generalforsamlinger * Foredrag * Koncerter * Udstillinger * Teaterforestillinger, lokalrevyer og cabareter * Start og målsted for sportslige begivenheder.
Udlejning
Ingemann Jensen
Tlf. 61 70 64 73
E-mail: skovpavillonen.kasserer@gmail.com
Nøgler og fremvisning:
Hanne Frichmann
Tlf. 20 28 44 06

Skovanlægget i Assens blev i 1827 etableret som en lystskov på fire og en halv tønder land, der var afsat til formålet ved afslutningen af udskiftningen af den gamle bymark.

Bymarken var i sin tid skænket Assens By af kongen, som tog jordene fra Gamtofte og Kærum bymarker, hvor de havde været anvendt som overdrev til græsning for kreaturer og oldenfodring af svin.

Planterne til lystskoven fik byen på foranledning af Prins Christian Frederik, den senere Kong Christian IX, som i sin funktion som guvernør over Fyns Stift i september 1828 havde anbefalet en ansøgning til forstvæsenet om at tildele Assens By, hvad der var behov for.

Træarterne bøg, el, elm, bævreasp, birk og lærk var da de dominerende.

I 1842 udvidedes anlægget ved inddragelse af bakkedraget nord for Møllebækken.

Senere inddrog man arealet, hvor skovpavillonen siden blev opført.

I 1852 etablerede byens konditor Ernst et traktørsted, som fra starten fik navnet Sofhienhøj, men allerede året efter ”Kildens Minde”.

1855 startede musikus Frederik Larsen koncerter i anlægget, og i 1861 etablerede gæstgiver Schweitz fra Hotel Phønix et ”Tivoli en miniature- med brillant Wauxhal og hornmusik” ved anlæggets vestlige indgang.


Pavillonen

I 1881 holdt en selvbestaltet komité sammensat af Assensborgere et stiftende møde med henblik på opførelse af en pavillon, og i 1884 blev der dannet et aktieselskab, hvis indsats førte til opførelsen af Assens Skovpavillon, som blev indviet den 24. juni 1885.

På foranledning af Assens Orkester blev der i tilknytning til skovpavillonen i 1918 efter ansøgning til byrådet bygget en musikpavillon.

Skovpavillonens oprindeligt unikke ottekantede træbygning er siden udbygget med scene og havestue mod vest og køkkenafdeling mod syd.

Gennem årene har skovpavillonen været et værdifuldt samlingssted for byens og egnens borgere.

Stedet, der gennem mere end 100 år har været benyttet ved nationale mærkedage, byfester, foreningsaktiviteter og utallige private arrangementer, drives nu som en selvejende institution med egen bestyrelse, der har Ole Wakefield som formand.

Priser og udlejningsbetingelser for Assens Skovpavillon.