©  Foto:

Shelterplads Saltofte Strand

Shelterpladsen ved Saltofte Strand syd for Assens indgår i shelterkonceptet Blå Støttepunkter, hvor du kan overnatte i nye moderne sheltere hele vejen rundt om Fyn.

Shelteret ved Saltofte Strand ligger lige ud til vandet, lidt væk fra den populære badestrand. Og vandet er værd at hoppe i. For Assens Kommunes badevandskontrol viser, at det ligger helt i top.
1½ km syd for pladsen tårner den imponerende Sønderby Klint sig 30 m mod himmelen. Området er geologisk interessant, og du kan se aflejringer fra tre gletsjere fra Weichsel-istiden. Det specielle klintmiljø betyder også, at her er en hel del sjældne blomster og andre planter. Mange af dem er dog fredede, så lad være med at plukke dem.

Du kan også være heldig at fange middagsmaden neden for klinten. Der er ganske dybt næsten helt ind til klinten, og bunden skifter mellem mørk stenet til sandet leopard – perfekt til havørred.

Der er ét to-personers shelter af typen Skrubben på pladsen. Der er multtoilet ved P-pladsen 200 m nord for shelteret (åbent 1/5 til 30/9).

Der er endnu ikke opsat bålring på pladsen. Men du kan eventuelt anlægge et mindre bål nede på strandbredden. Foran shelteret finder du en bålbænk. Der er ikke brænde på pladsen, så det må du selv medbringe, hvis du vil have bål.