Turforslag: Rundt om Thorø
Oplev en naturskøn tur til den idylliske ø Thorø syd for Assens. Ruten fører dig gennem det hyggelige Thorø Huse, over den lille bro til øen og videre rundt langs kysten med flotte udsigter og historiske fortællinger. Ønsker du en længere tur, kan ruten forlænges over Saltofte eller helt til Kærum Kirke, hvor du oplever endnu mere af det smukke landskab.

Turforslagets rutebeskrivelse fra Assens
Længde: Tur/retur samme vej ca. 6 km. Retur over Saltofte ca. 10,2 km. Retur over Kærum Kirke ca. 13,6 km.
Start og slut: VisitAssens.
NB: Medbring vand – der er ingen indkøbsmuligheder på ruten.
VisitAssens
Start ved VisitAssens og følg Søndre Ringvej 1,4 km. Drej ➡ ad Thorø Huse Vej og følg vejen 1,5 km. Kort efter indkørslen til Thorø drejes ➡ ad Jacob Gades Vej. Følg vejen 300 meter og drej derefter ➡ ad Drejet mod Forsamlingshuset.
Thorø Forsamlingshus
Her findes toilet og bord/bænke. Parker cyklen og gå over den lille bro til Thorø.
Thorø
Thorø ejes i dag af Københavns Kommunelærerforening, som købte øen af forretningsmanden Harald Plum, også kendt som "Gullaschbaronen". På øen ligger flere lejrskolebygninger. Bag boldbanen til venstre findes en dejlig badestrand. Ved vejkrydset følges vejen ⬅, så turen går med uret rundt om øen.
Vestborg
Undervejs kommer du til Vestborg, der var tænkt som museum for søfart og handel. Her ses en rund bygning inspireret af Rundetårn, men som aldrig blev færdiggjort. På den nordligste pynt står et stort granitkors rejst af Harald Plum. Bemærk, at området er lukket i fuglenes ynglesæson.
Retur over Saltofte
Ønsker du en længere tur tilbage, køres retur til Saltoftevej, hvor du drejer ➡. Foran venter en lang bakke med flot udsigt og bænk på toppen. Følg Saltoftevej 2,2 km til Saltofte Forsamlingshus og drej ⬅ ad Lerbjergvej.
Saltofte Strand (ekstra afstikker)
Fra Saltofte kan du vælge at dreje ➡ ad Å Strandvej. Her er legeplads samt bord/bænke. Efter cirka 1 km viser et skilt mod Saltofte Strand, hvor der findes en dejlig sandstrand med bord/bænke og toilet.
Kærum Kirke
Ønsker du den længste rute, fortsættes ad Lerbjergvej til Fåborgvej, hvor du drejer ➡ og kort efter ⬅ ad Kærumvej. Kærum Kirke ligger højt i landskabet og adskiller sig fra de fleste landsbykirker ved at ligge alene. Udvendigt kan du se de smukke romanske buer, som aldrig er blevet overkalket. Ved indgangen findes gamle gravsten med oplysninger om de afdødes erhverv. Ved kirkekontoret er der toilet.
Afslut ruten
Fra Lerbjergvej – eller efter besøget ved Kærum Kirke – følges Egebjergvej mod Assens. Drej ⬅ ad Dalvænget og derefter ⬅ før Harald Nyborg til Stejlebjergvej. Drej ➡ og følg Søndre Ringvej ⬅ tilbage til VisitAssens.
Kontaktoplysninger
- Email: info@visitassens.dk
- Phone: 23378466
Sidst opdateret af::Udvikling Assens - VisitAssensinfo@visitassens.dk






