Ny vandoplevelse på vej til Assens
Assens får snart endnu flere muligheder for at nyde livet ved vandet, når et helt nyt rekreativt område tager form ved indgangen til byen. Her bliver vandet centrum for aktiviteter, afslapning og udendørs oplevelser for både lokale og turister.
Assens Byråd har godkendt en ny lokalplan for området ved Arena Assens!
Et nyt, stort rekreativt område er nemlig på vej ved Søndre Ringvej - et område, der gennem mange år har stået tomt, men som nu bliver forvandlet til et attraktivt sted for både lokale og besøgende.
Projektet omfatter blandt andet en ekstra strand, nye søer og rammer for både badning og vandaktiviteter. Den nye strand bliver offentligt tilgængelig og kommer til at supplere byens eksisterende badeområder.
Et nyt liv i et tidligere industriområde
Området har stået øde siden Sukkerfabrikkens lukning i 2006, men de seneste år er udviklingen så småt begyndt. Den første sø åbnede i 2022, og nu fortsætter udbygningen med et markant større vandareal fordelt på to nye søer med bl.a. en full-size kabelbane - den eneste af sin slags i hele Region Syddanmark. Hvis alt går efter planen, forventes området at stå klar til brug i skolernes sommerferie næste år.
Badeområder for alle
Med udvidelsen får alle besøgende endnu en valgmulighed: Den klassiske strandtur eller en mere rolig dag ved den kunstigt anlagte sø. Badevandet vil blive testet efter samme regler som ved stranden, og der bliver tydeligt afmærkede zoner til både badning og aktiviteter.
Kabelbanen vil have faste åbningstider, og der etableres sikre afgrænsninger. Derudover skabes der en lille “vandkravlegård”, hvor børn og nybegyndere kan prøve kræfter med vandaktiviteter i trygge omgivelser.
“Første gang, jeg fortalte om idéen offentligt, var i januar 2021. Det satte noget i gang. Klubben voksede, Arenaen og kabelklubbens bestyrelse har bakket op hele vejen, og kommunen har leveret et stærkt lokalplanarbejde. Det er meget tilfredsstillende at være en del af.” fortæller Michael Iwersen, centerdirektør i Arena Assens.
Mange års forberedelse
Idéen til området opstod for flere år siden, og siden da har Arena Assens, Assens Cable Club og Assens Kommune arbejdet tæt sammen for at realisere visionen. Med den nye lokalplan og den fulde finansiering på plads er projektet nu klar til at tage form, så snart jorden er frostfri.
Finansiering på plads
Projektet er støttet af flere fonde og kommunen:
- 1,5 mio. kr. fra Assens Kommune
- 500.000 kr. fra Friluftsrådet
- 250.000 kr. fra Lokale og Anlægsfonden
- 400.000 kr. fra Fynske Bank Fonden
Resten finansieres via lån med forventet kommunegaranti.
Det nye rekreative område bliver et markant løft til indgangen til Assens og et nyt omdrejningspunkt for både vandglade børn, aktive familier og friluftsinteresserede. Vi glæder os til at følge udviklingen!

Foto:Arena Assens
